Pædagogiske principper
For at støtte børnene i at udvikle sig til selvstændige individer med tiltro til sig selv og sin omverden, arbejder vi ud fra et pædagogisk princip om selvforvaltning.
Først og fremmest indebærer selvforvaltning en dyb respekt for mennesket (barnet), og dets bestræbelse på at blive en selvstændig person. Ved at vise tiltro og respekt for barnets vilje og holdninger, styrker vi barnets selvværd og oplevelse af, at barnet har indflydelse på sit eget liv.
I praksis går selvforvaltning ud på, at barnet i så vid udstrækning som muligt har mulighed for at forvalte egen hverdag. Naturligvis under hensyntagen til og med respekt for barnets omverden, de andre børn, de voksne og de fysiske rammer.
Selvforvaltning som pædagogisk princip betyder, at vi bakker op i valg af legekammerater, legetøj og legested. Det betyder, at vi respekterer barnets vurdering af, hvor meget det kan/vil spise til måltiderne. Vi respekterer også, at barnet ikke værdsætter alle voksne lige højt, og at det derfor kan have en foretrukken voksen.
Generelt giver vi barnet mulighed for og tilbud om at deltage i opgaverne omkring barnet. Eksempelvis involvere og inkludere barnet i opgaverne omkring puslebordet, opgaver i forbindelse med soverutiner og opgaverne i forbindelse med måltiderne. Det er et tilbud til barnet, ikke et krav. Vi opmuntrer, vejleder og støtter barnet, så barnet er trygt og får lyst til at udforske omverdenen. Det er vores erfaring, at det giver barnet stor tilfredshed og mange små sejre i dagli1gdagen at kunne klare opgaverne omkring sig selv.
Via selvforvaltning styrker vi barnets selvtillid og dets bevidsthed om egen person. Barnet undgår at blive passivt og henvist til at vente på hjælp fra en voksen. Barnet er aktivt – og har indflydelse på egen person og hverdag.