Skip to content

Fokuspunkt 2017-2018

Her kan I læse uddrag for vores arbejde med fokuspunket for 2017-2018

Resonans, stemmen og spor

Resonans: Vores umiddelbare interesse for begrebet resonans stammer fra et interview i Politiken med sociolog og politolog Hartmut Rosa d.16/10-2016.

Interviewet handler om hvordan ”Jagten på vækst forvrænger vores opfattelse af det gode liv”. Pointen i interviewet og Hartmut Rosas bud på, hvordan vi får et godt liv er, at vi skal fokusere på begrebet resonans i stedet for at være ivrige efter acceleration og vækst.

I vores optakt til fokuspunkt 2017-2018 skrev vi således:

”At se på resonansbegrebet er måske en anden måde at skabe en forståelse for det arbejde vi til daglig udfører.

En ambition for vores pædagogiske arbejde er at sende børnene videre med en forståelse for dem selv som aktive medskabere af deres og andres liv. Vi vil altså gerne sende børn videre der forstår solidaritet og næstekærlighed, som værende helt almindelige dele af den dannelsesproces det er at være i et fællesskab værende en daginstitution eller en arbejdsplads.

I resonansbegrebet ser vi især muligheden for at benytte et begreb, der i den grad tydeliggør at det man selv sender ud har indflydelse på den verden der omgiver en.

At sensibilitet er en styrke i resonansbegrebet er ligeledes interessant, da det står i kontrast til robusthedsbegrebet, som i disse dage fylder en del i den pædagogiske verden. Måske får vi igennem det at få lov til at være sensible en mulighed for at blive mere robuste? Måske kan det afhjælpe noget af den angst, der følger med et dygtighedsprincip i diskursen om daginstitutioner.”

Vi ville således arbejde med tydeliggørelsen af, hvordan det du sender ud også er det du får tilbage. Vi ville undersøge om vi igennem et øget fokus herpå kunne finde nye veje og forståelser i vores hverdagsliv og pædagogik.

 

: drejer sig om at sende noget ud og få noget tilbage. Stemmen er, som udgangspunkt for sproget, noget af det der i vores hverdag fylder rigtig meget.

I vores optakt til fokuspunkt 2017-2018 skrev vi således:

” Vi har i vuggestuen meget opmærksomhed på kroppen. Kroppens bevægelser i rum. Positioner. Placeringer. Følger stemmen med i disse? Og hvordan bruger vi vores egen stemme?”

Vi ville således arbejde med forståelsen for stemmen i det pædagogiske arbejde. Hvordan vi bruger vores stemmer og hvordan vi forstår de udtryk og indtryk som stemmen giver. Arbejdet med forståelsen heraf skulle vedrøre såvel børn som voksne.

Spor: Stemmen og resonans drejer sig således om at sætte gang i noget. At sende noget ud og kunne modtage det der kommer tilbage.

I vores optakt til fokuspunkt 2017-2018 skrev vi således:

” Når to mennesker indgår i en relation er den måske allerede farvet af de udtryk som stemmen eller kroppen har sat forud.

”Pædagogernes akustiske og visuelle spor i det pædagogiske landskab er tydelige i relation til børnehavebørnenes spor og har tendens til at overskygge og overdøve disse.” … ”Endelig bliver sporerne tydelige af, at pædagogerne som regel, om end med forskellig styrke, akkompagnerer deres bevægelser og indgåelse i interaktioner med lyde fra munden.” (Charlotte Paludan; ”Børnehaven gør en forskel” s.83) ”

Med begrebet ”spor” ville vi undersøge de spor som stemmen sætter i de rum vi færdes i. Vi ville undersøge om et fokus på stemmen kunne være med til at skabe en øget forståelse for stemningen i vuggestuens hverdagsliv. Den gode stemning har altid været en vigtig del af det, der bærer Den Gule Prik, men hvordan vi aktivt kan udvikle den og forstå os selv endnu mere som medskabere heraf er altid interessant. Vores oplevelse var, at meget arbejde med stemning og energi mellem mennesker, foregår på et mere eller mindre intuitivt plan. Kunne vi med en forståelse for resonansbegrebet, stemmen og de spor/aftryk vi sætter, være med til at forstå og videreformidle den gode stemning?

Arbejdet med spor er resultatet af arbejdet med resonans og stemmen.

Stemmen kan sætte gang i meget. Børn der f.eks. græder i en vuggestue kan sætte lydmæssige spor, der kan være med til at give en stressende energi. Børn der leger højlydt og råber mens de leger kan ligeledes opleves voldsomt.

Vores arbejde med resonans og stemmen har givet os nogle andre måder at se på børns ”larm”.

Børn er det bedste barometer for om stemningen virkelig er hektisk, stressende eller voldsom, eller om det måske er følelser, der går igennem os voksne, som mere drejer sig om vores egen tilstand end om stemningen i vuggestuen. Ikke desto mindre er det jo os voksne, der skaber den overordnede stemning i hverdagen. Ved at være fokuseret på dette og på at stoppe op og kigge på de andre børn før man regulere støjende børn, kan vi være med til at forstå børnenes lydmæssige univers på en anden måde. Vores erfaring er, at børn godt kan skelne mellem gode lyde og dårlige lyde. Vild piratleg, som larmer for de voksne, kan opleves som medrivende og inspirerende i børnenes verden. Et barn der græder fordi det lige har vinket, kan være med til at øge forståelse og sympati for hinanden. At se en voksen være tilstede i barnets gråd, kan for de andre børn opleves som trygt og godt. De lydmæssige udtryk er derfor med til at skabe en forståelse for de spor vi alle sætter, når vi er i et fællesskab.

Vi er begyndt at blive bedre til at lade børn græde ud. Være til stede med børnene, men ikke nødvendigvis dæmpe deres gråd, før vi kan høre at den går over i en anden lyd, der kan stoppes med en enkelt lille sætning, som ”ok, så er vi klar til at gå videre”.

 

Hvordan bliver dette en del af vores fremtidige praksis?

At dele oplevelser som vores dialog med bestyrelsen, Kim Rasmussens betydning for stemningen på forældremødet og vores weekend workshop med Kim Rasmussen, sætter sine spor. Det er med til fortællingen om hvem vi er som personalegruppe og som vuggestue. Igennem fortællinger skaber vi sammenhæng.

Når der kommer nye mennesker i vuggestuen, det være sig børn, forældre, studerende eller personale er det vores evne til at formidle praksis, der er med til at give en forståelse for det vi gør og arbejder med.

I det seneste år har vi arbejdet med nogle begreber, der egentlig ikke havde til formål at bringe nyt ind i vuggestuen, men som havde det formål at få lov til at arbejde i detaljen med vores praksis.

Hvorfor gør vi som vi gør.

Meget af det vi ville undersøge havde sit udspring i vores hverdagsliv.

Vi ville undersøge hvordan vi igennem en fælles forståelse for resonans kunne skabe en tydeliggørelse af, at det du sender ud også er det du får tilbage. Vi ville arbejde med hvordan vi bruger vores stemmer i det pædagogiske arbejde og, hvordan vi kunne blive bedre til at forstå de udtryk og indtryk der kommer fra stemmen. Til sidst ville vi koble de to ”undersøgelser” med hinanden og derigennem arbejde med hvordan vores øget forståelse herfor kunne afspejles i vores og børnenes spor i rummene vi deler.

Resonans begrebet har sat sig i vores bevidsthed. Vi benytter os af det, når vi oplever hvordan børnenes energi smitter af på hinanden. Hvordan vi som voksne er med til at opdage og mærke stemninger, som vi kan være med til at udvikle eller ændre. Karl Ove Knausgård beskriver det således:

”Munch var opptatt av hvordan et bilde kunne forandre et annet bild, hvordan relasjonen og konteksten skapte noe mer enne de enkelte verkene, en klang, som han kalte det. Og slik er det med menneskene også, sammen er vi mer en enkelte individer, og det er i den andres ansikt vi lever, ikke i vårt eget, det ser vi ikke.” (Knausgård om Edward Munch – Munch museet Oslo 2017). Vi benytter ligeledes begreber som klang og genklang og genkendelse når vi beskriver det vi ser. Stemmen er blevet en stor del af vores forståelse for vores pædagogiske arbejde. Vi benytter os af vores undersøgelser heraf både når vi taler om børnenes følelsesmæssige oplevelse af verden og når vi taler om stemmen som konkret redskab.

Vi forstår vores egen betydning for den gode stemning på et andet plan. Vi forstår at vores stemmer, vores placeringer i rum og vores samspil med hinanden er nogle af de vigtigste faktorer, i vedligeholdelsen af den gode stemning. Altså de spor vi sætter som mennesker, der vil noget med hinanden og vore hverdagsliv.