BMV Barnets alsidige personlighedsudvikling

I vores læreplan er en del af vores overordnede mål for dette punkt: At det enkelte barn hver dag føler sig set og værdsat. Ligeledes er det et mål i sig selv, at barnet lærer at være sig selv i et fællesskab.

Det fysiske rum
En god start på dagen kan ligge i det første møde med de fysiske rum. Barnets mulighed for at føle sig set og taget imod begynder her. Garderoben ligger i forbindelse med begge vuggestuens indgange, den er overskuelig. Der er åbent til kontor og udsyn til begge stuer fra garderoben. Barnet kan altså let overskue vuggestuens planløsning.

Hver morgen tænkes der i at åbne stuerne, så de fremstår indbydende. Pædagogen sætter legetøj frem, der skal inspirere barnet til at indtage rummet. Pædagogen vurderer hver morgen det hun har sat frem, ud fra barnets lyst til at gå i gang med leg.

Barnets mulighed for at udvikle sin alsidige personlighed ligger også i dets mulighed for selv at være med til at sætte præg på stuerne.

Det meste legetøj er i børnehøjde, og der er taget højde for børnenes mulighed for at finde kroge og rum, hvor det/de kan lege ugeneret, af andre børns leg. Forskellige stemninger er tilskrevet de forskellige rum og områder I vuggestuen.

Den ene ende af vuggestuen, med Himmelrummet, er tilskrevet ro og forudsigelighed. Den anden ende, med Solstuen, er tilskrevet højere aktivitetsniveau, små kroge med plads til fordybende leg og større områder med plads til kørsel på små køretøjer, pilates bolde og andre redskaber til motoriklege.

Det psykiske miljø
Hver dag at føle sig set og værdsat er i høj grad tilskrevet det psykiske miljø. Barnet starter sit vuggestueliv i tæt kontakt med sin primærpædagog. Primærpædagogens fineste opgave er at lære barnet og dets udtryk at kende, så hun kan hjælpe barnet til at udvikle disse.

Grundlæggende starter dagen med at barnet bliver mødt af en pædagog, ofte og typisk i garderobeområdet. Et nyt barn vil blive mødt af sin primærpædagog, eller den anden pædagog, som er på stuen og som det kender godt. Barnet lærer at tage afsked med sine forældre i vinkevinduet på kontoret sammen med en voksen.

En god aflevering er, ligesom det første møde med de fysiske rum, en god start på at være med og udvikle sig i hverdagslivet. Som barnet udvikler sig, lærer det selv at tage aktiv stilling til hvor, og hvordan der skal tages afsked med forældrene om morgenen.

Nogle børn skal op på en arm og vinke, andre vil klare det selv og de store har som regel en god flok venner med i vinduet. Aktiv stillingtagen og medbestemmelse er en stor del af børnenes hverdag.

Pædagogerne stiller rammer op for, hvilke aktiviteter dagen byder på. Pædagogerne tager ligeledes stilling til hvem, der skal hvad, men det er tydeligt, at alle børn er vant til at blive set og hørt og de er gode til enten at fortælle os med deres krop eller deres sprog, hvis de vil noget andet.

Børnene er trygge og har tillid til, at de voksne ser dem og hører dem.

Det æstetiske miljø
Vi tror på, at den måde vi indretter os på sætter spor i barnets udvikling. Derfor har vi inventar/ møbler der er smukke og har en behagelig overflade. Også når vi køber legetøj spiller berøringen og udseendet ligeledes en stor rolle.

Når et barn glider hånden hen over en sofa kan vi se hvordan det føles og lagres/ indlejres. Når barnet bevæger sig i møblerne afspejler møblets design sig som regel heri. At forstå sig selv som menneske hænger både sammen med den omsorg, der ligger I, at de voksne vil vuggestuen, og værdsætter det æstetiske udtryk, såvel som de overflader og kanter der møder dem.

Hvordan kan vi se at børnene udvikler deres alsidige personlighed?
Børnene lærer igennem deres første tid i vuggestuen at færdes i rummene. De lærer at mærke efter hvem de gerne vil være sammen med og hvor de har lyst til at være. Når børnene kender rummene og kan vise med kroppen hvor de vil hen, ved vi, at vi er på vej.

Når man om morgenen møder et barn i den lange gang, på vej væk fra Solstuen ned mod Himmelrummet som siger “ jeg gider ikke være på Solstuen, der er for mange mennesker. Jeg går ned på Himmelrummet” ved man som voksen, at det vi gør og viser børnene, virker. Når børnene er i stand til at vælge til og fra og samtidig forstår fællesskabets krav, ved vi, at det virker.

Når børnene glider deres hænder over sofaernes bløde læderbetræk, eller et barn lægger kinden på en pude og smiler, ved vi, at det har en æstetisk oplevelse.