Skip to content

BMV Kulturelle udtryksformer og værdier

Kulturelle udtryksformer og værdier er en måde at forstå sig selv og verden på. Et overordnet mål i vuggestuens læreplaner er, at børnene skal præsenteres for forskellige måder at udtrykke sig på.

Det fysiske
I de fysiske rum i vuggestuen er rig udsmykning på vægge, fra lofter og på døre. Børnene bliver mødt af mange forskellige måder at udtrykke sig på. Store dele af det de mødes af er kunst, andet er fotos, tegninger, musikinstrumenter, plakater og store rene flader i form af tavler man kan selv kan tegne på. Der er udklædningstøj. Musik. Instrumenter. Maling. Og køkkenet. Med forskellige smage, dufte og lyde.

Det psykiske
Det at udvikle kulturelle udtryksformer for et lille barn, kan også ses som en måde at blive reguleret ind i en kultur. Igennem de voksnes reguleringer og justeringer lærer barnet at forstå sine egne udtryk. Når et barn trommer med bestikket på tallerkenen vil det ofte blive mødt med en regulering, “det er for højt eller det er ikke sådan man bruger bestikket”. Hvordan barnet bliver mødt i sit udtryk fortæller det således noget om de værdier der omgiver det. I vuggestuen er der mange forskellige måder at udtrykke sig på. Bøger om forskellige måder at være på, forskellige måder at være sammen på, forskellige steder man kan komme fra.

Det æstetiske
Når man tegner på en tavle et det ikke kun en tegning, det er en lyd og en måde at bryde en flade på. Når man tegner på gulvet kan man tegne større ting end på tavle og lyden er anderledes. Når maden præsenteres stilles fadene på bordet. Maden er sammensat så der er forskellige farver, konsistens og smage. Børnene er selv med til at sammensætte hvad der skal på deres tallerken..

Hvordan kan vi se at børnene får mulighed for at møde kulturelle udtryksformer og værdier
Vi kan se det betyder meget at vi går på besøg hjemme hos hinanden. Hvis en familie har lyst til at invitere vuggestuen hjem kommer vi gerne. Det betyder noget for børnene at blive præsenteret for forskellige måder at bo og leve på. vi kan se og høre at de kan og vil synge og danse, lave musik, læse bøger og udvikle sig inden for de forskellige udtryksformer de bliver præsenteret for. Nogle børn bliver gode til at tegne, andre til at danse, nogle kan læse i timevis, andre vil hellere synge. Nogle laver musik, nogle er til trommer og slagtøj, mens andre er til guitar.