Skip to content

Fra T til Å

T for Tøj
Godt tøj til vuggestuebørn er blødt og behageligt, gerne i bomuld eller uld. Godt tøj følger kroppen, så barnet kan bevæge sig og lege frit, f.eks. er lange kjoler og stramme cowboybukser svære at kravle i. Tøjet skal hverken være for stort eller for småt, men passe barnet. Bånd, bændler og snore i tøjet dur ikke, dels kan barnet hænge fast i dem og dels kan andre børn gribe i dem. Når barnet begynder at gå på toilettet anbefaler vi at i køber to-delt undertøj, trykknapper i en body er nemlig svære for barnet at åbne og lukke selv. Godt vuggestuetøj slutter til i halsen, så barnets overkrop er beskyttet om sommeren, når solen skinner. Husk navn i tøjet.

U for Udeprojekt
En fast tradition i vuggestuen. Vi elsker udeprojekt! At være ude hele dagen, mærke årstiden, se træerne og buskene blive grønnere og grønnere om foråret. Falde i søvn til solsortens blide sang. Solens spæde stråler, der skinner ubarmhjertigt igennem de endnu næsten nøgne lysegrønne grene. Om efteråret, det drastiske skift i årstiden. På 3 uger opleve vejrets skift, markant. Fra 20 grader til 7 grader. Fra høj sol til lav himmel. Egernets travle arbejdsliv. Fra valnøddetræet og hjem i skjul i et af de store kastanjetræer. Fra kastanjer, der først hænger som store grønne klumper på de overvældende store og skærmende træer, til jorden fyldt med forunderlige uspiselige brune ting.. som man kan samle og gemme.

V for Vinkevindue

Fra kontorets hjørne kan børnene stå en kasse og kigge ud af vinduet. Kigge ud på verden der farere afsted udenfor. Vinke farvel til far og mor, som skal på arbejde. Holde øje med de blå blink på den anden side af søen. Kigge på busserne der kører frem og tilbage over Dronning Louises bro. Vende ryggen lidt til alt det der sker indenfor i vuggestuen – få et break, og svæve afsted med tanker og trafik ude på den anden side af vinduet… og selvfølgelig kan vi også holde øje med mor og far der kommer susende på cyklerne om eftermiddagen. Med hviiiin og smil og gensynsglæde.

W for Wesselsgade
Vi har vores egen dejlige lille legeplads i vuggestuen. Men lige rundt om hjørnet, i Wesselsgade, ligger der en stor grøn legeplads med plads til store og små. Vi betragter legepladsen i Wesselsgade som vores andet hjem og børnene bliver tit afleveret eller hentet her.

X for X (eller kryds)
X kan også bruges som kryds. At blive krydset ind og ud. I vuggestuen har vi den store tavle i garderoben, hvor forældrene om morgen skriver deres barns navn på, og hvornår de forventer (senest) at hente. Tavlen er et arbejdsredskab for pædagogerne, til at hjælpe børnene igennem dagen – vi snakker tit og ofte om hvem der henter.. og hvis eftermiddagen synes lang, kan vi bedre tilrettelægge den for barnet, når vi ved hvornår det (sådan cirka) skal hjem.  Vi skriver barnets sovetid på tavlen, når forældrene har en idé om hvor lang tid barnet har sovet.

Y for Yngel
I garderoben har vi et stort akvarium med masser af finurlige farverige fisk. Guppyerne yngler ofte, så dem har vi som regel rigtig mange af. Yngel og yngelpleje i det det danske velfærdssamfund er også emnet i psykolog og seminarielærer Ole Schouenborgs debatbog Velfærdsyngel fra 2001. Her giver Schouenborg et særdeles kritisk indspark om danske børns opvækst i institutioner. Schouenborgs meninger har bragt mange følelser i kog. Det er helt sikkert en kontroversiel bog, men den rummer ikke desto mindre også mange kloge ord og gode pointer omkring omsorg for småbørn, mor- og farroller og børns ophold i institutioner. Som småbarnsforældre er det i hvert fald værd at læse bogen – vi i personalet er klar til at debattere pointerne.

Z for Zebra
Zebra, zebra, er du æsel eller hest, tror du striber klær dig bedst, hvor sku’ jeg vide det fra… Rim og remser og ordlege fra f.eks. Halfdans ABC er en vigtig del af vuggestuelivet i Den Gule Prik. Gennem rim, remser, sjove ordspil og leg med ordene er vi med til at begrebsliggøre hverdagen for børnene. Eksempelvis når man skal vaskes i ansigtet: Kig op, der en lop, kig ned, der er en ged…

Æ for Æbler
Vi spiser æbler året rundt. Æbler er altid en del af vuggestuens frugtsortiment, både som gnavefrugt og i madlavningen. Æbler er en god dansk frugt med et rigt indhold af vitaminer.

Ø for Økologi
Naturligvis. Maden i Den Gule Prik er hovedsageligt økologisk og det har den været i mange mange år. Økologiprocenten ligger på 96-99%.

Å for Årets is
På den årlige (sommer) Tur i Kongens Have får børnene altid en ispind(Læs: Filur is), og det er en fest. Vi spiser sukker i Den Gule Prik, men bruger sukker bevidst og betragter det som et særligt nydelsesmiddel. Lige som salt er sukker en uundværlig smagsgiver, salt og sukker skal ikke fjernes fra maden, men skal bruges med omtanke og rettidig omhu.

Fra A til J
Fra K til S