Skip to content

Store Julemiddag

Julemiddagen er en del af Den Gule Priks pædagogiske virksomhed. Den er en del af en pædagogisk praksis, hvor vi bevidst dyrker traditionen. Udgangspunktet er vores fælles arvegods, vores fælles kultur, og i denne sammenhæng, julen.

Årets Store Julemiddag er blevet en tradition som vi værner om og måske pynter lidt mere på år efter år, men kernen er den samme. Traditionen blev grundlagt tilbage midt i 1980’erne. Den gang uden større overvejelser end, at vi i personalegruppen udover vores juletamtam for forældre og børn, også havde lyst til at markere den kommende højtid alene sammen med børnene.

Måltidet er en ramme vi kender, og føler os hjemme i.  Vi ikke alene elsker mad og nyder at spise sammen. Vi ved også, at skal man sætte spor i små børn, og det er jo det vi gerne vil – ja, så skal vi nå dem igennem mad og måltider.

I vores daglige praksis med småbørn, er vores fælles dagligdag bygget op omkring mad, måltider og fællesskab. Selvfølgelig er en hverdag så meget andet og mere end mad, men maden er der altid og hver dag. Fra det helt konkrete som spisetider og mad på bordet, til duften, der flyder fra køkkenet med alle sine forskellige arbejdsprocesser. Hverdage og almindeligt dagligt liv, som i dag ofte er en uforudsigelig størrelse, kan altid relateres til det faktum, at før eller siden skal vi spise.

Små børn indtager livet gennem munden, og i Den Gule Prik ser vi mad som den store forløser og igangsætter.

Julemiddagen – en fortælling
Store JulemiddagSidste hverdag før jul er noget ganske særligt i Den Gule Prik. Det er den dag vi spiser stor julemiddag sammen. Alle børn og alle ansatte.

Dagen starter så lig en almindelig hverdag som muligt, vel vidende, at der i dag er et program, der forudsætter nogle meget faste rammer. Der dufter fra morgenstunden af hjemmelavet rødkål, og der er masser af aktivitet i køkkenet.  Den dag er der ikke så mange valg og muligheder for at gøre næsten som man har lyst til. I dag skal alle ud.

Et par voksne bliver tilbage for at gøre alting klart. I Himmelrummet, den ene af vuggestuens to stuer, bliver alle husets børneborde og stole stillet op til et langt bord med plads til ca. tredive personer – de fleste børn.

Til hverdag er børnene med til at gøre madvogne klar i køkkenet, og der dækkes bord i fællesskab. I dag er bordet dækket i forvejen. Som sædvanlig med vores robuste, men pæne porcelæn – der er bestik ved hver en kuvert, og kun et lille vinglas ved den ene kuvert og en hagesmæk på stoleryggen ved den anden kuvert afslører forskellen mellem kuverter til børn og voksne.

Bordet er pyntet med fyrfadslys og grankviste, der står kander med saftevand og flasker med rødvin. Belysningen er dæmpet. Der hviler en næsten højtidelig stemning over stuen. Efterhånden som alle børn er vendt tilbage – alle har vasket hænder og eventuelt fået en tør ble – er det tid til at gå til bords. Alle er opstemte, enkelte af de mindste er bekymrede over al den virak, og bæres på arm eller holdes i hånd. Alle er sultne, duftene i den sidste time har været massive. Selv om man har kunnet se ind på stuen fra garderoben, er det alligevel stort at træde indenfor og finde en plads midt i al mylderet.

Når alle sidder ned kommer maden ind. Fade sættes på bordet. Fine skiver af stegt andebryst med æbler og svesker ved siden af. Til vegetarer er der skiver af stegt tofu. Skåle med hjemmelavet rødkål og skåle med både brune og hvide kartofler og kander med sovs.

Når alle har fået mad på tallerkenen og begynder at spise, falder roen på.

Efter et par minutter med næsten total stilhed vokser småsnakken langs bordet. Nogle børn nyder at kunne tage selv fra fadet, og har hele tiden en fuld tallerken, andre spiser sig mætte i and direkte fra fadet, mens andre igen er meget fornøjede over at få saft til maden. Fra enkelte børn er der stor forundring over ikke at måtte smage på indholdet i de helt ukendte fine flasker med væske der ligner saft. Men, uanset indholdet, saft eller vin, så kan vi alle skåle. Og der hilses, skåles og klinkes meget. Stemningen er på en gang løssluppen og højtidelig.

Cirka halvvejs igennem måltidet slår Birgitte, vuggestuens leder, med gaflen på sit glas og rejser sig op. Efterhånden er der ro, der kigges, enkelte spiser uanfægtet videre. Birgitta ønsker alle velkommen og god julemiddag, hun ønsker gæsterne særligt velkommen og fortæller, at vi er samlet i anledning af julen, og at denne her middag er en vigtig del af julen. Hun slutter med at ønske alle en rigtig god appetit, og så skåler vi bordet rundt.

Igen spises der, dog med en del mindre koncentration end før talen, og efter lidt tid sives der stille og roligt fra bordet.

Pludselig er det slut, virkeligheden slår til igen, de sidste lystspisere rydder bordet af, der vaskes og fejes, der læses historier og leges.

Og her slutter fortællingen om julemiddagen i Den Gule Prik også. Som slutord skal kun tilføjes, at vi næsten altid ender med en tur om vores lille, økologiske juletræ med de mest populære julesange inden put og nus og søvn – en detalje, som ikke annonceres for børnene på forhånd. Stuen bevarer sin nye bordopstilling – her skal vi slutte af om eftermiddagen med næsten samme procedure.

Men hvor middagen netop har sin kraft i form af fællesskabet omkring den, er eftermiddagen i højere grad tilegnet det enkeltes barns søvnrytme og individuelle afhentning.

Vi drikker resterne af vores gode gløgg, tømmer fryseren for æbleskiver og dåserne for kager, giver fiskene ekstra foder og ønsker hinanden en glædelig jul.

Klik for at komme til sidens top.
Tilbage til Traditioner.