Skip to content

Traditioner

Fastelavn
Vi laver fastelavnsris med børnene, som de får med hjem fredagen før fastelavn. Vi plejer at finde smukke grene i naturen, og med lidt god vilje springer grenene også ud, hvis de bliver sat i vand derhjemme. Fastelavnsrisene er ofte pyntet med en maske, silkepapir, en frugtstang, et par økologiske vingummier og en tandbørste!

Udeprojekt
De store børn på Solstuen har i en tre ugers periode udeprojekt hvert forår og hvert efterår. I de tre uger tager børn og voksne fra tirsdag til torsdag til Hans Tavsens Gades legeplads. Legepladsen er en dejlig naturlegeplads, der ligger i gåafstand fra vuggestuen, og så er der på legepladsen mulighed for at slå telt op og lave bål. Vi har telt med og børnene sover i forbindelse med udeprojektet middagslur i teltet. Børnene har madpakker med hjemmefra, hvilket i sig selv er en stor ting for børnene. Når vi har udeprojekt går vi fra vuggestuen kl. 9.30 og vi er hjemme igen kl. 15.

Fællesspisning
En tirsdag i maj eller juni mødes personale, børn og forældre sidst på eftermiddagen til fællesspisning på legepladsen i Wesselsgade. Vuggestuen medbringer masser af mad. Vi serverer en skøn vegatarisk buffet, som alle, uanset hvem de er og hvor de kommer fra, kan spise med af.

Bondegårdstur
Den anden lørdag i september tager alle hele vuggestuen og børnenes forældre på fælles bondegårdstur. Vi besøger bondemand Lars, der driver den økologiske gård Barresøgård i Slangerup. Bondegårdturen er altid en stor oplevelse for store og små. Se mere om Barresøgård her.

Jul
Ved juletid får alle børn mulighed for at lave julegaver til forældrene. Sidste hverdag før Jul holder vi Store Julemiddag for børn og personale – læs mere om Store Julemiddag.

Picnic i Kongens Have
En gang om året, typisk i august, går vi alle, store som små, i samlet karavane med hele vuggestuens vognpark til Kongens Have. Vi leger på legepladsen, løber langt og uendeligt på de store grønne plæner. Vi har dejlig mad med hjemmefra, som vi spiser på bedste picnicmanér. Efter frokost puttes børnene i tæpper til en middagslur i græsset. Når børnene har hvilet sig, spiser vi lidt mere og får is, hvor efter vi i samlet flok bevæger os hjemad.

Børnefødselsdage
Fødselsdage markeres med lykønskning på vuggestuens opslagstavle og med et flag ved barnets plads i garderoben. Til eftermiddagsmåltidet kommer fødselsdagstoget med lys og flag på bordet. Vi synger fødselsdagssange og råber hurra, hvis barnet har lyst til det. Forældrene har ofte bagt kage eller kommer med is, flødeboller eller lignende – lidt, men godt! Nogle gange bliver stuen inviteret hjem til fødselsdagsbarnet til, og det holder vi alle meget af.

Vuggestuens fødselsdag
Omkring den første april fejrer vi hvert år vuggestuens fødselsdag. Det sker ved et lørdagsarrangement, hvor vuggestuens nuværende og tidligere børn, forældre, personale og gode venner mødes og fejrer Den Gule Prik. Der er altid pølsehorn, frugt og muffins på menuen og øl og sodavand til.

Se billeder fra nogle af traditionerne i Galleriet.

Klik for at komme til sidens top.