Skip to content

Sprog

Sprog i Den Gule Prik

At benytte sig af og tilegne sig sprog er en stor del af hverdagen i Den Gule Prik. Sproget er med i alt hvad vi foretager os og vi gør ikke noget med børnene, der ikke er sat ord på. Sprog er kommunikation og når vi taler om udvikling af sprog er målet evnen til at udtrykke sig verbalt. I vuggestuen starter det talte sprog med lyde og udtryk, der genkendes som følelser og ses som en del af barnets kommunikation med omverdenen. At være med til at udvikle børnenes sprog er at have øjne og ører for kommunikation. At barnet vil kommunikere med os kræver at det føler sig tryg og at det har tillid til, at vi gør hvad vi kan for at forstå hvad det vil kommunikere.

I kommunikation og udvikling af det verbale sprog ligger en naturlig forståelse for alt det som det verbale sprog indeholder – billede, musik, krops og tegnsprog.I sproget maler vi billeder, der skaber forståelser for den retning vi bevæger os i. Vi klapper og sætter rytme til de lange sætninger. Vi skaber følelsesudtryk i sprogets svingninger og rytme. Vi veksler mellem at tale i forskelligt tonelege. Vi bruger kroppen, vores mimik og gestik til at understrege vores meninger og handlinger. Vi sætter genkendelige tegn til de ord vi bruger ofte. Disse forskellige kommunikationsformer giver børnene redskaber til selv at kommunikere med os, de voksne, så vi sammen kan skabe et sprog og en forståelse for hvad hinanden vil.

Deltagelse

En forståelse for vigtigheden af deltagelsesbegrebet er en væsentlig del af vores pædagogiske udgangspunkt, når vi er sammen med børnene og vil forstå deres udtryk. At kende det enkelte barn og dets udtryk er vigtigt for at forstå om det er deltagende. Nogle børn har det bedst i det perifere rum, når der læses, synges eller danses. Det betyder ikke at de ikke deltager. Pædagogerne er opmærksomme på at skelne imellem om et barn altid forholder sig perifert eller om det kun er i nogle situationer (læs mere i afsnit om primærpædagogik). Pædagogen er ligeledes opmærksom på at invitere til deltagelse i den nære kreds men har også respekt for at nogle børn føler sig lige så meget med, selvom de fysisk ikke er nære. En bog der læses højt kan også ses og opleves fra andre steder i rummet og vi kan se at mange børn formår at gå og ”nusse” med andre ting, f.eks. at lave mad i børnekøkkenet, mens det lytter og deltager. At kende barnet og dets udtryk for deltagelse hjælper os til at stimulere den enkelte og gruppen til at lege med ord og lyde. Når vi synger, leger og fjoller med ord og lyde er vi med til at give barnet refleksionen over hvordan man som menneske kan sætte sine spor i rummet. Når et barn slår en rytme an med sin gaffel på sin tallerken mens det venter på maden og de andre følger trop, kan man se, hvordan barnets ryg rankes og øjnene bliver stolte når de møder den voksnes anerkendende blik, der bekræfter, ja, det var dig der startede dette, se hvad du kan i samspil med andre.

Når vi sidder ved bordet før måltidet synger vi altid fagtesange mens vi venter på maden. Børnene byder ind med hvad de har lyst til at synge. Vi synger i høj grad de samme sange dagligt. Når vi synger før maden er fokus ikke at lære nye sange, men at samles og opdage hinanden og den ro det giver, at nu er vi her igen. Det gør det også nemt at være med for alle. Det gør det nemt for os voksne at forstå hvilken sang der bydes ind med, da vi bevæger os i den samme kontekst, og på den måde bliver det trygt at lave en bevægelse, en lyd eller et ord, der indikerer sangvalg.

 

Aldersopdeling

Den Gule Prik har aldersopdelte stuer. De mindste børn er på Himmelrummet og de største børn er på Solstuen. Det giver os bl.a. mulighed for, at den naturlige differentiering, der er i børnenes aldersmæssige udvikling, kan udtrykkes tydeligt på de enkelte stuer. Det giver ligeledes pædagogen mulighed for at være bevidst om det hun vil fortælle og give børnene, når hun læser højt. Aldersdifferentieringen kan bl.a. ses i valg af bøger.

 

Højtlæsning

De bøger vi læser på Himmelrummet vil typisk være pegebøger og andre bøger, hvor billederne er den fremtrædende fortælling. Fortælle stilen her vil typisk være baseret på genkendelse af ting, tegn og symboler. Børnenes nysgerrighed og lyst til at kommunikere når vi læser, stimuleres f.eks. ved at finde noget genkendeligt på siderne men også at finde nyt. Pædagogens mimik og svingninger i tonelege, kan vi se, har en stor betydning for børnenes lyst til at deltage. Mange pegebøger indeholder et element der går igen på siderne. Det giver pædagogen mulighed for at starte med den gode genkendelighed og det gentagne, for så at ændre tonelege og ansigtsudtryk når det næste skal findes.

På Solstuen er bøgerne typisk højtlæsningsbøger, med billeder og historier, der appelerer til samtale og følelser. Bøger hvor der skelnes mellem det fortalte. Er det en historie vi læser fordi vi vil, at børnene skal lære at mærke stemninger og følelser og få redskaber til at udtrykke dem, eller læser vi fordi vi vil finde samtaleemner og herigennem øve det verbale udtryk. En historie kan indeholde begge dele og pædagogen på Solstuen gør sig klart hvilket fokus der vælges. Nogle bøger har så smukke rytmer og ordlege at de skal opleves som det de er, leg med ord. Halfdan Rasmussens ABC starter som en sang. En rytme. En leg. Først efter mange gennemlæsninger vil ordene begynde at skabe mening og forståelse for det univers man som  voksen oftest er viklet ind i. Alfons Åberg bøgerne er derimod bøger der fordrer samtaler. Det kan være samtaler om det at være bange eller hvordan det er, når man ikke vil i seng og sove.

Fælles for højtlæsning på de to stuer er at vi har en opmærksomhed på hvordan vi placerer os i forhold til børnene. Når vi læser en bog, hvor der tages udgangspunkt i det at sidde hos en voksen og få fortalt en historie, kan det være rart og hyggeligt at placere sig på samme række. At sidde tæt sammen nogle gange lænet op ad den voksne, under en arm.

Når vi læser en bog hvor vi gerne vil læse ”aktivt” med børnene og opfordre til samtale under læsningen sætter vi os så alle kan se hinandens ansigter og på den måde spejle sig selv i den  voksne og de andre.

 

Kreativitet og udtryk – tegn på sprog

I vores læreplan om sprog er tid noget af det væsentligste i vores hverdag. Tid til at lære og reflektere over det man har været en del af. Og tid til at opdage, at man er en del af noget. Og tid for de voksne til bare at være til stede og se og opleve børnene og deres udtryk. Når vi f.eks. har læst en bog om det at være sur vil vi ofte i efterfølgende leg se at barnet inkorporerer de følelsesmæssige udtryk i anden leg. Det kan være to bolde der pludselig bliver brugt som figurer, der har udtryk, ex.  ”En dreng står og leger med to bolde overfor hinanden og laver nogle lyde. Umiddelbart giver det ikke mening. Drengen tager fat med den ene hånd i den ene bold, hæver stemmen og rynker øjenbrynene, mens han holder den anden bold i den anden hånd. Han drejer hovedet, ændrer stemmen og løfter øjenbrynene. Nogle voksne ser det, holder sig på afstand og observerer. Drengen har ikke noget forståeligt verbalt sprog. De voksne genkender alligevel følelser og udtryk fra en bog der blev læst højt tidligere på dagen”. På den måde får vi en forståelse for hvor drengen er i sit forståelsesunivers. En forståelse, der er med til at justere vores pædagogik og det vi vil med ham. Vi samler altså tegn. Tegn der kan bruges til udvikling af eksempelvis sproget. Tegn vi kan bruge til at sætte nye mål og handlinger[1]. At se børnene være kreative og bruge redskaber i dagligdagen er en stor del af vores generelle arbejde og altså også vores sprogarbejde med børnene. Når to bolde bruges som figurer er det derfor vigtigt at der er en kultur, hvor de voksne ikke blander sig i alt, men som nævnt, observerer i fællesskab.

Alle laver alt og ingenting. Vores dage er bygget op ud fra en let genkendelig struktur (læs: ”en typisk dag” på vores hjemmeside). På den måde skaber vi rum og tid til refleksion og forståelse.

 

Læs mere:
Barnets alsidige personlighedsudvikling
Sociale kompetencer
Krop og bevægelse
Naturen og naturfænomener
Kulturelle udtryksformer og værdier
Børn med særlige behov
Sprogstimulering til tosprogede